Jeg har siddet og gravet lidt i den meget omtalte “Hundelov” af 25/06/2010, og jeg er faktisk lidt chokeret over hvordan den er blevet behandlet.

Kort fortalt omhandler loven et forbud mod at besidde og avle 13 hunderacer.

Før loven blev vedtaget blev der udarbejdet en betænkning (Betænkning nr. 1514), hvor 9 personer gennemarbejdet hele problemstillingen. Udvalget bestod af 1 landsdommer, 5 sagkyndige (fx dyrlæger) og 3 kontorfolk fra det offentlige. Betænkningen kommer med nogle meget interessante betragtninger som jeg her citerer:

Ud fra den tilgængelige statistik er der ikke grundlag for at fastslå, at der overordnet set er et stigende problem med farlige hunde

Nederlandene indførte et forbud mod pitbull terrier i 1994, men afskaffede det igen pr. 1. januar 2009, da ordningen ikke havde ført til færre bidskader.

Begrebet ”kamp- og muskelhunde” er langt fra entydigt. [...] udvalget har hverken i dansk eller udenlandsk statistik eller forskning fundet noget sikkert grundlag for at udpege bestemte racer som mere farlige end andre. Tværtimod er det generelle indtryk, at alle hunde – med forkert opdragelse og forkert håndtering – kan være farlige, og at det derfor er mere relevant at fokusere på hundeejere med hunde, som konkret viser sig farlige eller skaber frygt i deres omgivelser, således som det er tilstræbt ved ændringen af hun-deloven i 2003.

Erfaringen viser også, at opfattelsen af, hvilke hunderacer der anses for farlige, varierer over tid – muligvis blandt andet som en konsekvens af skiftende tiders ”mode” med hensyn til, hvilke hunde der ikke mindst i kriminelle eller udsatte miljøer anses for statussymboler eller velegnede forsvars- eller angrebsvåben.

Erfaringerne fra Storbritannien tyder heller ikke på, at forbuddet har haft nogen langsigtet virkning

En anden ting der også er et problem er bevisførelsen:

Da modellen bygger på et princip om omvendt bevisbyrde, vil en overtrædelse af raceforbuddet ikke kunne strafsanktioneres, men alene føre til aflivning af hunden, idet en hundeejer – som det fremgår ovenfor – i mange tilfælde ikke vil have nogen reel mulighed for at forsvare sig mod en anklage om at besidde en ulovlig hund.

Den endelige anbefaling fra udvalgets flertal bestående af alle de sagkyndige:

Et flertal af udvalgets medlemmer kan ikke anbefale, at der gennemføres et sådant forbud [...] Disse medlemmer fremhæver særligt, at der er betydelig risiko for, at den omvendte bevisbyrde [...] Et forbud vil desuden ikke alene ramme for bredt. Det vil også ramme for snævert, idet der som anført ikke er grund til at tro, at problemerne med skambidning af mennesker og andre hunde vil forsvinde af den grund, idet der som anført også findes farlige hunde inden for andre hunderacer.

Mindretallet har stort set kun ét argument for at indføre forbuddet:

et væsentligt problem, når der i den brede befolkning skabes frygt for at blive angrebet af hunde, som man møder på offentlige gader og veje, uanset om denne frygt statistisk set er velbegrundet.

For at summere op: alle de sagkyndige mente at man ikke skulle indføre et forbud.

D. 04/06/2010 kl. 09:00 var der afstemning, og 56 stemte for et forbud, og kun 4 stemte imod. Det var 48 der hverken var for eller i mod, og 71 der aldrig dukkede op.

Venstre skuffer selvfølgelig igen og stemte for. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti stod for de 55 ud af 56 stemmer for forbuddet.

Derimod var jeg meget lettet over at at Liberal Alliance stemte imod forslaget :-)

Og hvor vil jeg hen med alt det her?

Jeg vil gerne prøve at belyse hvor åndssvage politikere vi egentlig har, og hvor meget lovgivningen er præget af irrationel frygt som medierne kunstigt har pustet op. Den eneste grund til at forbuddet blev gennemført var, fordi nyhedsmedierne har skrevet om det, og fordi frygt sælger bannerreklamer.

Som Bruce Schneier engang sagde: “if it’s in the news, don’t worry about it.” (Jeg kan ikke finde det oprindelige citat, men google det)